Mine tips til de bedste tapas-oplevelser i Granada by

Jeg har smagt tapas i mange spanske byer. Intet kunne have forberedt mig på Granada. Bare bestil en øl eller et glas vin, så står der en lile tallerken mad på baren foran jer.

Det koster ikke noget. Sådan er tapas i Granada oprindeligt, og skikken lever stadig overalt i byen og i hele provinsen Granada.

Den gratis tapa er dog ikke det hele.

Det er også en del af processen at finde det rigtige sted at bestille den. Jeg har engang bestilt en dårligt lavet tapa til en høj pris, mens jeg nød et postkortudsigt til Alhambra.

Jeg fandt en gang vej til en virkelig trang og lille bar uden skilt, og jeg endte med at få mit livs bedste tapa for prisen på en caña. Forskellen skyldes ikke held.

Det handler om at vide, hvad man skal lede efter.

Problemet i Granada er mængden af tapasbarer. I kan gå rundt i timevis og stadig ikke finde nogle af de barer, som lokale virkelig holder af.

Min strategi er enkel. Jeg undgår menukort med billeder.

Støjen er jeres vejviser.

Prøv at finde en bar, hvor alle gæsterne står op i stedet for at sidde ned. Det er dér, køkkenet arbejder under maksimalt pres.

Min artikel handler om de steder, jeg selv ville vende tilbage til, og om mine oplevelser dér. Det drejer sig om en guidet madtur gennem den gamle bydel og en tapastur gennem fire forskellige barer på én aften.

Dertil et madlavningskursus i en kongelig residens fra 1500-tallet, hvor en professionel lærer jer at lave salmorejo og tortilla. Redskaberne virker på samme måde på turister, der blot ræser rundt fra seværdighed til seværdighed, men her lærer I byens autentiske spanske madkultur at kende.

Læs også min artikel om Alhambra og Granada her.

 

Den guidede madtur

En madtur med en ekspert som guide er en fantastisk oplevelse.

Det er en tur, hvor I besøger forskellige unikke steder og prøver mange forskellige retter.

At spise er noget af det, vi alle holder mest af, når vi rejser, og intet slår at smage en lokal ret, som man ikke kan få derhjemme.

Til en madtur kan I hyre en lokal guide i byen. Guider kan I finde på hjemmesiderne Viator eller Airbnb Experiences.

På sådan en madtur lærer I Granada at kende, ikke blot gennem maden, men også gennem familiedrevne butikker og traditionelle barer, mens I går rundt i byen.

Nogle få timers fokuseret udforskning svarer til dage med planløst omkringvandren.

Jeg har altid troet, at jeg nemt kunne finde rundt overalt på egen hånd.
Det kom derfor som en overraskelse, at jeg tre dage i træk var gået forbi en delikatessebutik uden at bemærke den. Det var først min allerførste guidede tur, der førte mig ind i den.

Indehaveren startede vores bekendtskab med en skive fåreost, der var så god, at jeg følte, jeg stod midt i Sierra Nevada. Det sted ville jeg aldrig selv have fundet.

En almindelig tur indeholder en anden morgenmad på en travl café-bar. Det er en vigtig detalje.

Lokale spiser mere end én gang om formiddagen, og en god guide planlægger ruten efter den rytme.

Derfra går turen til en spansk delikatessebutik, hvor I smager iberisk skinke, og videre til familiedrevne forretninger, der sælger ost, marmelade, frugt og kiks. Det er på ingen måde en souvenirbutik.

Det er her, granadinerne handler ind til ugen. Måltidet er hovedattraktionen.

I får lokal vin eller øl til en moderne tapa, der viser, hvordan Granadas madscene har udviklet sig.

Bagefter fører guiden jer til en bar, der har eksisteret i et århundrede, hvor I kan få vermouth eller sherry og endnu en tapa.

Forskellen mellem det nye og det gamle opsummeres i ét måltid: tapas i Granada.

Besøget har også en sød afslutning. Der er lokale lækkerier som churros og vidunderlig tyk drikkechokolade.

Desuden får I en goodiebag af guiden. Det lyder måske som et billigt trick, men når I ser, at den indeholder præcis de ting, I har smagt undervejs, giver det mening. Jeg har stadig glasset med figenmarmelade fra min goodiebag.

Ikke alle ture passer til alle rejsende. Nogle ønsker en mere luksuriøs udgave med reserverede borde og en guide, der også er sommelier, mens andre hellere vil have en historisk gåtur.

Sammenlignet med andre ture er en guidet madtur lidt mere formel. Den er organiseret nok til, at I slipper for enhver beslutningsstress, men afslappet nok til, at det føles, som om I hænger ud med en vidende ven.

Efter turen har I et mentalt kort over de lokale spisesteder, som I skal besøge næste gang.

Det er det vigtigste. Turen handler ikke bare om at give jer mad i fire timer. Den giver jer viden, så I kan klare jer selv resten af ferien.

 

Den guidede luksusmadtur

I Granada giver en guidet luksusmadtur en frisk vinkel på den traditionelle barrunde: I besøger fem håndplukkede steder, hvor der på hvert sted er reserveret et bord kun til jer, og I følges af en guide, der også er sommelier, og som fortæller om historien, drikkevarerne og den typiske mad, I spiser undervejs.

Jeg har allerede prøvet standardudgaven.

Jeg har også prøvet luksusudgaven. Forskellen er ikke kun prisen. Den ligger i tempoet, adgangen og den, der skænker jeres vin.

På en ferie i den finere ende står I ikke i kø for en plads ved disken sammen med de andre gæster.

Bordet er gjort klar til jer, og alene det er nok til at ændre hele jeres smagsoplevelse.

Drikkevarer og mad på hvert sted er beregnet til én gæst ad gangen. Det lyder af ret lidt, indtil man opdager, at kombinationerne er hele pointen.

Engang tabte jeg fuldstændigt kæben da en sommelier serverede en ekstremt sjælden vin fra egnen til en lækker tapa.

En almindelig tur ville have givet mig en øl og gået videre.

Min forståelse af, hvor vigtig rollen som guide og sommelier er, har ændret sig markant, og den betyder nu langt mere, end jeg havde forventet.

En sådan person skal ikke forveksles med en, der oplæser en færdigskrevet tale.

Vedkommende viser, hvordan en bestemt sherry hænger sammen med en bestemt lufttørret skinke, hvorfor bjergene i Alpujarras påvirker tørringsprocessen, og at drikkekulturen i Granada har formet selve maden.

I lærer historien, men ikke på en kedelig måde. I lærer den gennem et glas.

Fem stop føles som en kort strækning. Det er det dog ikke. Turen slutter med sødt, cava og cocktails.

På det tidspunkt har I smagt på flere forskellige slags mad, end I ville nå på en hel afslappet tapastur i Granada.

Det er ikke en afslappet gåtur. Den dækker mere og når sandsynligvis flere skjulte hjørner end denne.

Luksusudgaven handler om dybde og komfort og dropper bredden.

Jeg vil ikke anbefale den til den første aften i byen. Gem den til det tidspunkt, hvor I vil have maden til at gå langsommere og ønsker en service, der følger med tempoet.

 

Madturen til fods

En madtur til fods er kun fuldt ud mulig, hvis I accepterer én begrænsning: Hele byen bliver ikke dækket. I gennemgår nogle få gader grundigt, og det er netop meningen.

Det gav mig mulighed for at opleve, hvor spændende det er at tage på madtur i Granada og opdage den lokale madhistorie. Guiden pegede ikke bare på retterne.

Hun gjorde mig også bekendt med de sefardiske, berbiske, nasridiske og romerske indflydelser på maden.

Netop den sammenhæng ændrede smagen af alting fuldstændig. Et stykke serranoskinke var ikke længere blot skinke.

Dens rejse begyndte som et ægte produkt fra en bjerglandsby i Alpujarras, tørret i Sierra Nevadas sneklædte luft. Fra det øjeblik virkede hver mundfuld mere intens i smagen.

En madtur til fods giver jer en helt særlig oplevelse af lokale produkter knyttet til området. Det er især disse ting, jeg husker:

• De små familiebutikker, tapasbarer og andre virksomheder, der ligger langt fra turisternes sædvanlige veje, er i sandhed en stor hjælp for deres ejere i forhold til at nå deres økonomiske mål.
• Drikkevarerne og vinene fra Granada-regionen er fremstillet af lokale råvarer. De lokale drikkevarer og vine fra Granada-regionen består af produkter, der er lavet i Granada-området af lokale råvarer.
• En taverna, der er blandt de ældste i byen.
• Lokal mad tilberedt på den historiske restaurant Chikito

Besøget på det sidste stop har været en dyrebar oplevelse for mig.

At spise i netop det lokale, hvor digterne havde udkæmpet deres ordkrige, føltes ikke blot som et måltid, men som at sidde midt i Granadas kulturelle hukommelse.

Den følelse skaber turen på effektiv vis.

Jeg vil ikke betegne den som et luksusophold.

Ud over at nyde mad og drikke ville en afslappet tapastur være en langt mere spændende og sjov oplevelse. På denne rute står man mest op og bevæger sig fra ét lille sted til det næste i nærheden. Det er ulempen.

I bytter den brede vifte af oplevelser ud med en mere dybdegående.

Nogle rejsende foretrækker snarere en livlig barrundestemning end en mere social.

Det vender vi tilbage til senere.

Denne tur er til de lejligheder, hvor I vil forstå, hvad der præger smagen af Granadas mad, og ikke bare spise mere af den.

Selv hvis jeg udelukkende koncentrerede mig om skinkelektionen, ville den stadig dække min investering fuldt ud.

 

All inclusive tapasturen

Det er en unik oplevelse, der kombinerer to elementer: en tur og den typisk spanske skik at lære den lokale mad at kende.

Under sådan et arrangement føres I til flere forskellige lokale barer, hvor I kan smage en række tapas, der følger gratis med drikkevarerne. Samtidig afslører en lokal guide spændende historier og fakta om hver enkelt bar og om byen.

En guidet tapasaften gennem fire forskellige barer er en all inclusive-pakke med tre timers tur, 10 retter og 4 drikkevarer til én pris.

Det er en enestående mulighed for at udforske det varierede udbud i hver bar og samtidig lære om den lokale tapaskultur over en drink.

Det er en fantastisk måde at møde andre rejsende på, og samtidig kommer I til at diskutere forskellene mellem tapasskikkene i Granada og andre steder i Spanien.

Da jeg havde tilmeldt mig en af disse ture, troede jeg, at det ville blive en helt almindelig barrunde. Det udviklede sig i stedet til noget, der mere lignede en rullende middagsselskab.

Guiden startede vores rejse i en hyggelig taverna, tog os derefter med til en lokal værtshusbar og førte os til sidst ind i den lille bodega, som jeg aldrig ville have fundet alene. På hvert sted havde lokalerne deres karakteristiske rytme, deres egne specialiteter, og de rigtige lokale betragtede os med et smil.

Regnestykket går i jeres favør. Når I har ti retter og 4 drikkevarer fordelt på 4 forskellige steder, betyder det, at I ikke bliver længe nogen af dem.

I nyder, I snakker, I går videre.

Under den tur mødte jeg medrejsende fra tre forskellige lande, som delte deres historier, mens vi spiste patatas bravas og drak lokal vin. Det sociale aspekt er hovedpointen.

At spise frokost alene i Granada er bare okay. At spise sammen med mennesker, I ikke kender, men som bliver jeres madvenner, er meget bedre.

Det mest bemærkelsesværdige for mig var, at der blev flettet kulturel indsigt ind i aftenen.

Turlederen fortalte os den interessante baggrund for traditionen med at give gratis tapas til drikkevarerne på mange restauranter i Granada, en skik, der stadig holdes i live.

Den ene oplysning var nok til at ændre den måde, jeg bestilte på resten af rejsen.

I forstår nogenlunde formålet med denne tur: Den vil introducere jer til granadinernes levevis ved at servere en bid og en drik på hver bar, I besøger. Denne tur er ikke et historiekursus.

Den er ikke en luksussmagning. Den er den afslappede, højlydte og lettere kaotiske udgave af Granadas madscene.

Den slags, hvor nogen spilder vin, nogen fortæller en dårlig vittighed, og alle ender med at udveksle telefonnumre.

Den sår endda et frø til et større projekt. Når I opdager, hvordan de fire barer smelter sammen i løbet af én aften, begynder I helt naturligt at tænke på, hvordan en fuldt udbygget madtur gennem byen ville se ud. Ikke kun med tapasbarer.

Købmænd, slagtere og bagerier. Det er dog et emne for sig.

Lige nu handler den eksklusive tur om ét spørgsmål: Har I lyst til at spise god mad og få nye venner undervejs? Det havde jeg. Jeg ville elske at gøre det igen.

Start denne tur ved Aguador-monumentet på Plaza de la Romanilla, og bestil straks en pionono, før I overhovedet kigger på jeres telefon.

Denne lille luftige, sirupsvædede kage med en klat ristet creme på toppen er den første af mere end 8 smagsretter på denne panoramatur gennem Granadas traditionelle madkultur, der bevæger sig mellem den middelhavsagtige og den kristne levevis.

I får faktisk Alhambra-øl, sherry, andalusisk rødvin og en hemmelig ret, som guiden afslører når den kommer på bordet.

Jeg har været på gåture, hvor historien blot behandles som et foredrag. Denne er anderledes, for den griber den an som en menu.

Turen forløber forbi den storslåede katedral i Granada, som faktisk er bygget på stedet, hvor byens tidligere store moské lå.

Det er ikke blot et dekorativt element.

Den detalje fortæller jer, hvorfor maden serveres af forskellige kokke, der kan arbejde samtidig i køkkenet: en kold salmorejo og en langtidsbraiseret rabo de toro.

 

Madturen i den gamle bydel

Turen i den gamle bydel har ikke kun flere stop, men bruger også Alcaicería og det nedre Albaicín på kreativ vis som spiselige rammer.

Alcaicería var nasridernes silkemarked med smalle stræder fyldt med souk-stemning, en markedsgade, hvor håndværkerne solgte deres varer.

At smage produkter med arabisk påvirkning midt i det hvidkalkede Albaicín er som virkelig at etablere forbindelsen til maurerne.

Når I derefter vender blikket mod Alhambra over det hvide Albaicín med de mange hvidkalkede huse, orienterer det jer igen mod den kristne del af historien.

Det kan I forvente ved smagsprøverne

Otte eller flere smagsprøver lyder af meget. Det er det også, men tempoet er højt, så det passer. Guiden sender retterne ud gennem de historiske kvarterer, så I går den ene bid af, mens den næste dukker op.

• Pionono er en slags rullet svampekage, der ofte fyldes med creme og frugt. Den er opkaldt efter den berømte Pío Nono, et kloster i den centrale del af Santiago de Chile. Denne kage er populær ikke kun i Chile, men også i mange andre lande, især i Latinamerika. Fremgangsmåden ved en pionono ligner meget fremstillingen af en almindelig svampekage. Den eneste forskel er, at en pionono som regel bages i en særlig form og rulles, mens den stadig er varm. Først og fremmest ligger den på et meget centralt og attraktivt sted lige ved siden af katedralen.
• Jamón de Alpujarra Sherryen passer godt til de tyndt skårne skiver lufttørret skinke.
• Det er en spansk ret, der er virkelig original: Salmorejo er en slags kold tomatsuppe lavet af blot nogle få ingredienser, og den er meget udbredt i mange dele af landet, især i Andalusien. Salmorejo indeholder som regel tomater, brød, olivenolie, eddike og hvidløg, som blendes til en glat masse. Den er sund, let og meget forfriskende. Tilføjelse af toppings som hårdkogte æg og jamón ibérico giver den et særligt touch.Det er en cremet kold suppe af tomat og brød, serveret med Alhambra-øl.
• Rabo de toro er en lækker ret, der spises vidt og bredt i spansktalende lande. Det er en typisk gryderet af okse- eller tyrehale, som spises i forskellige lande, især i Latinamerika og Spanien. Traditionelt laves den af halen fra tyr eller ko, men nogle steder bruges andet kød som svin eller kylling. Kødet braiseres som regel langsomt med grøntsager og krydderier som paprika, hvidløg og løg, til det er mørt og fyldt med smag. Det er en populær ret om vinteren, især ved festlige lejligheder.Oksehale, langsomt braiseret i rødvin, serveret med en andalusisk rødvin.
• Frittata de bacalao En særlig ret med torsk
• Hemmelig opskrift, som I først får at se når den bliver serveret

I Granada følger der stadig en tapa med drikkevaren, så regn med ekstra bidder mellem de nævnte stop.

Turen bygger primært på de officielle smagsprøver, men de gratis tapas løsner rytmen en smule.

Stedet betyder mere end antallet af retter

Guiderne er lokale beboere, der kender de steder, hvor granadinerne går hen for at spise. De fortæller om byens indbyggere, om opskrifter og om traditioner i stedet for blot at remse årstal op.

Det er vigtigt, for den gamle bydels madscene bliver let misforstået, hvis man ser den udefra.

Et madlavningskursus senere bør lære jer opskriften på salmorejo. Denne tur viser jer først og fremmest, hvilken betydning salmorejo har i Granada.

Den hemmelige ret er den ene ting, jeg ikke vil afsløre. Den er ventetiden værd.

 

Det spanske madlavningskursus i Granada

Et spansk madlavningskursus i Granada er en praktisk session på 2,5 til 3 timer, hvor I tilbereder salmorejo, tortilla, paella og crema catalana i et palads fra 1500-tallet og derefter spiser det, I har lavet, sammen med vin og sangría.

Jeg tror, jeg har prøvet næsten alle tapasbarerne i byen.

Madlavningskurset var første gang, jeg skulle skifte fra at forbruge til at lave mad selv. Det skift ændrer fuldstændig jeres syn på mad.

Da jeg lavede salmorejo fra bunden med et palads fra 1500-tallet som kulisse, føltes det virkelig, som om jeg var rejst tilbage i tiden, meget mere personligt end blot at bestille den. Allerede de rammer giver halvdelen af undervisningen.

Stenmurene, de høje lofter og et køkken, der har fodret mennesker i fem århundreder, lader jer simpelthen ikke glemme det.

Det er ikke et laboratorium, og I befinder jer ikke på en steril kogeskole. I er i Granada.

Hvad I rent faktisk laver

Kurset har en fast menu, og det er en fordel. I stedet for at vælge retter får I lærdommen fra de vigtige.

1. Salmorejo – Det er den kolde creme af tomat og brød, som I har spist hele ugen. Nu kan I se, hvor meget olivenolie der egentlig skal i.
2. Tortilla de patatas – Den berømte spanske omelet. Alle venter spændt på det øjeblik, hvor vendingen lykkes perfekt.
3. Kyllingepaella – Selvfølgelig ikke paella med skaldyr. Det er udgaven fra baglandet, og det er den, granadinerne faktisk laver derhjemme.
4. Crema catalana – Afslutningen med brændt sukker. I får lyst til en gasbrænder efter denne.

Sessionen ledes af professionelle kokke. De retter på jeres knivgreb, jeres pandevarme og jeres saltning.

De gør det på en måde, der ikke virker belærende, men som får jer til at opdage, at I i mange år har gjort tre ting forkert.

I nipper til vin, mens I laver mad. Til måltidet får I derefter sangria. Opskrifterne tager I med hjem.

Det er den del, som folk ikke nævner nok. I går ikke blot hjem med et minde, men med en færdighed.

Næste gang I laver salmorejo i jeres eget køkken, er Granada i skålen.

 

25 almindelige spørgsmål om tapas i Granada

Granada er stadig en af de få byer i Spanien, hvor der følger en tapa med, uanset hvilken drik I bestiller.

Det ene faktum besvarer de fleste praktiske spørgsmål, før de overhovedet er stillet.

De øvrige handler om tidspunkter, etikette og om, hvor man skal lede.

Hver gang jeg skriver om mad her, får jeg de samme spørgsmål. Derfor har jeg samlet dem, der betyder mest. Ingen unødvendigt fyld.

Kun de svar, jeg gerne ville have fået af nogen før mit første besøg.

Er tapas gratis? Strengt taget nej, den følger med den drik, I bestiller.

Kan I selv vælge den? Nogle gange ja, men ikke altid.

“De typiske små spisesteder serverer det, køkkenet har lavet i den time. At det forholder sig sådan, er ikke en fejl, men et tegn på, at systemet virker.”

Forventes der drikkepenge for den gratis tapa? Det er ikke strengt nødvendigt, men det har længe været tradition at lægge lidt ekstra, hvis servicen er rigtig god. Én eller to euro på disken efter et par omgange kan betyde virkelig meget.

Hvis I vil spise frokost, bør I planlægge at være der før kl. 13.00, da frokosttapas serveres fra kl. 13.00. Aftentapas serveres først efter kl. 20.30.

Kommer I tidligt, kan I kun spise alene i en øde del af lokalet. Kommer I sent, bliver I nødt til at stå op.

Selvfølgelig findes der vegetariske alternativer, men I skal udtrykkeligt bede om dem. De fleste barer har kød eller fisk som standard. Soy vegetariano. Tortilla, stegt aubergine eller ost kan de fleste steder bruges som erstatning.

Hvor spiser de lokale egentlig? Ikke i nærheden af Plaza Nueva eller gaderne lige under Alhambra, for dér tager de betaling for udsigten.

I bør undgå de meget dyre tapas- og drikkevarebarer med udsigt til Alhambra, og jeg ville ikke selv overveje dem. Gå i stedet ti minutter hen til Realejo eller det nedre Albaicín.

Men hvad nu, hvis jeg vil spise andet end tapas? Der er masser af tehuse og arabiske eller marokkanske restauranter i Granada. Teteríaerne (tehusene) i Albaicín serverer mynte-te og kager, som er en fantastisk pause midt i barrunden.

Hvordan spotter I en god bar uden guide? Et sikkert tegn er en bar, hvor mange lokale står i klemme ved disken i ståområdet, og hvor der ligger servietter på gulvet. De tapasbarer, der kun lever af faste stamgæster, ligger ikke side om side. De er spredt ud over hele centrum.

Er de gratis tapas sikre at spise? Ja. Tempoet er højt, og de tilberedes i små køkkener. Jeg kan love, at jeg har spist på adskillige barer uden at have haft ét eneste problem.

Kan I bestille flere tapas efter den gratis? Selvfølgelig, bed blot om la carta, eller peg på den ret, som bordet ved siden af spiser. Den gratis tapa er kun første skridt, ikke hele middagen.

Er det nødvendigt at tale spansk? Nogle få ord er en fordel. Una caña y una tapa, por favor – en lille øl og en tapa, tak.

Un vino tinto. At pege er også en mulighed, men blot det at gøre sig umage ændrer stemningen i lokalet.

Hvad er det ene, folk tager fejl af? De tror, at den gratis tapa er en bonus. Det er den ikke.

Den er i bund og grund hovedårsagen til at gå ud i Granada. I bestiller en drik, spiser det, I får, går videre til et andet sted og bestiller den næste drik.

Undgå steder med billedmenuer og engelske skilte ved indgangen. De mest autentiske tapas i Granada findes på barer, der ikke behøver at præsentere sig selv.

 

Det jeg vil fremhæve her til sidst er…

Min oplevelse af tapas i Granada har gjort det næsten umuligt for mig at nyde dem andre steder.

Jeg læner mig bare tilbage, bestiller en drik, og vupti: En lille tallerken mad står ved siden af, hvilket minder mig om, at denne by ikke tager betaling for den.

En gratis tapa, hver gang I bestiller en drik, er grundkonceptet. I det øjeblik, jeg forstod det, blev hver barrunde til en taktisk drøftelse.

At kombinere begge tilgange var nøglen til mine vidunderlige aftener. En guidet tur var rejsens første skridt, hvor jeg lærte både historien og de mindre kendte steder at kende. Bagefter vendte jeg alene tilbage til de steder, hvor det føltes rigtigt.

Jeg vil gerne dele de punkter, der gjorde dybt indtryk på mig:

• Ture med guide sparer tid. Gåturene på 3 til 3,5 timer omfatter familiedrevne barer, gamle tavernaer og restauranten Chikito, hvor lokale kunstnere tidligere mødtes. På egen hånd var jeg gået forbi halvdelen af dem.
• En luksustur bør I prøve mindst én gang. Jeg blev ret overrasket over at se et reserveret bord, en guide med sommelierviden og en dessert med cava. Sådan plejer jeg ikke at gøre. Alligevel endte jeg med at lære noget om selve bestillingsprocessen.
• Ture, der dækker det hele, byder på et væld af indtryk. Jeg nød madturen på fire steder, hvor jeg smagte omkring 10 retter og fik 4 drikkevarer. Jeg fik venner blandt de andre rejsende, og bagefter var jeg mæt.
• Madlavningskurser bliver husket. Jeg lavede salmorejo og tortilla i et palads fra 1500-tallet. Opskrifterne er rejst med mig hjem.

På min soloekspedition efter tapas holder jeg mig til én regel. Jeg undgår enhver bar med udsigt til Alhambra og et lamineret billedmenukort.

De bedste bidder i Granada findes i de små barer, hvor bartenderen selv vælger, hvilken mad der følger med jeres drik.

Glem ikke at booke en tur på jeres første dag. Den bliver en god guide til jeres videre eventyr på egen hånd.

Byen har meget at byde på, både i form af sjove aktiviteter og i form af dem, I kan nyde dem sammen med.

 

---