Kongestien Caminito del Rey

Kongestien Caminito del Rey er en enorm naturoplevelse

Hængende 100 meter oppe på klippesiden – og med enorme klippevægge yderligere 100 meter op på begge sider!

Men der er mange spørgsmål – og det er ikke blevet gjort let at komme til at gå turen – så der er brug for nogle svar.

Her kommer svarene på alle jeres spørgsmål.

Kongestien Caminito del Rey´s historie

Hvornår blev Caminito del Rey bygget?

Caminito del Rey blev anlagt for at fragte byggematerialer frem til byggeriet af den gamle dæmning, som stod færdig i 1921.

Kong Alfonso XIII ankom med tog og gik en del af gangstien frem til dæmningen ved indvielsen.

Derfor blev den siden kaldt kongestien – Caminito del Rey.

 

Hvorfor blev den kaldt verdens farligste gangsti?

I slutningen af forrige århundrede var betonen på Caminito del Rey mange steder så ødelagt at den var blevet farlig.

i 1997 døde to personer ved at falde ned – og herefter blev den lukket.

Indtil den nye sti blev indviet i 2014 optog mange klatrere halsbrækkende videoer på den gamle betonsti og det der var tilbage af jernstivere – og lagde dem på YouTube under navnet “Verdens farligste gangsti”.

 

Hvornår blev den nye Caminito del Rey åbnet?

Den nye Caminito del Rey er bygget i træ og hængt op i stål. Den blev åbnet i 2014.

Den er bygget lige ovenover den gamle betonsti, så man kan fortsat se resterne af den gamle Caminito del Rey undervejs på turen.

 

Billetter til Caminito del Rey

Det er desværre ikke så let at få købt billetter til Caminito del Rey.

De er ofte udsolgt eller der er kun billetter med guide.

Det er der en god grund til:

Det er de lokale kommuner der driver Caminito del Rey og de ønsker ikke bare at sælge billetterne uden at de også sikrer lokale arbejdspladser og økonomisk biddrag til lokaløkonomien.

 

Hvorfor er der ingen billetter til salg?

På den officielle Caminito del Rey-hjemmeside er det kun ca. 40% af billetterne der bliver sat til salg.

Resten sælges i andre salgkanaler, især bureuaer.

Af de 40% er det kun en mindre andel der bliver solgt som billetter uden guide. Størstedelen er billetter med guide.

Årsagen er at de helst ikke vil sælge billetter uden guide, fordi de giver for lille et biddrag til den lokale økonomi.

 

Er billetterne virkeligt udsolgt?

Nej. Blot fordi der ikke er flere billetter på den officielle Caminito del Rey-hjemmeside betyder det ikke at der er udsolgt.

60% af billetterne bliver sat til salg igennem bureauer, som f.eks. GetYourGuide. Her er det som regel muligt at få billetter.

Prisen er lidt højere, men så er man til gengæld sikker på at få billet. Og så får man i reglen også mere med i prisen, f.eks. en guide, parkering, vejledning, shuttlebus eller andet.

Kongestien Caminito del Rey

 

Hvordan får man så billetter?

For ikke at være afhængig af den officielle Caminito del Rey-hjemmeside, som ofte er udsolgt, anbefaler vi kort og godt at bestille billet ved et bureau.

Ved et bureau er I sikre på at få billetter uden at der er udsolgt. Og I får i reglen ekstraydelser med i købet. Derudover biddrager I mere til den lokale økonomi, bl.a. ved at sikre arbejde til guiderne, parkeringsvagterne, buschaufførerne m.fl.

Læs vores artikel om hvordan man får billetter her: Billetter til Caminito del Rey

Og se hvilke billetter GetYourGuide har ledige her:

 

Kan man købe billetter ved indgangen?

Der er en lille andel af billetterne (ca. 50 stk.) der sælges ved indgangen om morgenen.

Det kræver at man stiller sig i kø ved indgangen allerede ved 8-tiden om morgenen for at sikre sig billetter.

Vi anbefaler ikke at satse på denne løsning. Den er kun egnet til situationer hvor der ikke længere er flere billetter at købe hverken på Caminito del Rey-hjemmesiden eller ved bureauerne.

 

Selve Caminito del Rey-turen:

Er der proppet med turister?

Der kommer mange mennesker igennem Caminito del Rey hver eneste dag, undtagen mandage, hvor der er lukket.Ved indgangen er der altid samlet temmeligt mange mennesker der venter på at komme ud på turen.

På selve turen fordeler grupperne sig ud over de godt 4 km, så det er slet ikke så trængt og man kan ofte gå alene uden at være generet af andre besøgende.

Hvor lang tid tager Caminito del Rey at gå?

Hvis man går turen selv kan den tage lige fra 45 minutter hvis man går hurtigt til 3 timer hvis man holder pauser undervejs.

Med en guidet gruppe tager det i reglen 1 – 1½ time.

Kongestien Caminito del Rey

 

Er det hårdt at gå kongestien Caminito del Rey?

Nej. Det går ligeud det meste af vejen – og lidt nedad, idet der er et fald fra start til slut.

Der er dog nogle steder hvor det går opad – og enkelte steder med trapper.

Caminito del Rey er 4 km lang – og den samlede tur fra parkering til bus er 6 km.

 

Er det for varmt midt på dagen?

I sommermånederne er her meget varmt – overalt.

Men der er heldigvis mange steder med skygge undervejs – og en del af Caminito del Rey går igennem skoven.

Man skal have vand med – og holde sig i skyggen i sommermånederne – men man kan godt gå turen selvom det er meget varmt.

 

Er det sikkert at gå Caminito del Rey?

Den nye Caminito del Rey, som blev indviet i 2014 er bygget sikkert – efter alle regler og gennemtjekket løbende.

“Verdens farligste gangsti” er et tilnavn til den gamle Caminito del Rey – og ikke aktuelt længere.

Selv hvis man skulle få det dårligt undervejs er der faste procedurer for hjælp og assistance, så ingen løber risiko på turen.

 

Hvad skal man medbringe?

En lille flaske vand per person samt godt fodtøj. Ellers ikke noget.

Hvis der er udsigt til omskifteligt vejr er det en god idé at have en ekstra trøje eller jakke med.

Såvel vand som ekstratøj bør bæres i en lille rygsæk.

Sørg dog for ikke at medbringe for meget – det skal bæres hele vejen.

 

Forhindrer højdeskræk at gå turen?

Kongestien Caminito del Rey er godt en meter bred på de smalleste steder. Nogle steder 1½ meter bred.

Man behøver ikke at gå langs med rækværket og kigge ned – man kan vælge at gå inde ved klippesiden.

Så højdeskræk behøver ikke at forhindre at gå Caminito del Rey.

 

Kan man gå Caminito del Rey i regnvejr og blæst?

Hvis der er meget kræftig vind bliver Caminito del Rey lukket og I får mulighed for at ombooke.

Ellers er der ingen problemer i at gå turen.

Husk at medbringe passende tøj til vejret.

 

Hvornår går shuttlebussen tilbage?

Shuttlebusserne kører kontinuerligt frem og tilbage, så man kommer sjældent til at vente ret længe.

Der er ingen faste tidspunkter – bussen kører når den er fyldt nogenlunde op.

 

Kongestien Caminito del Rey

Tilkørsel og parkering:

Kan man komme til Caminito del Rey uden bil?

Der går tog til El Chorro, hvorfra man kan tage shuttlebussen op til indgangen.

Tjek togtiderne på f.eks. Renfe.com

 

Hvordan finder man frem til Caminito del Rey?

Næsten alle udlejningsbiler er udstyret med GPS-anlæg.

Caminito del Rey kan blot tastes ind i GPS-anlægget. Kør efter f.eks. Caminito del Rey centro de visitantes eller Caminito del Rey acceso norte.

Læs vores artikel om sikker billeje i Malaga lufthavn her:

Undgå uheldig billeje

 

Hvor kan man parkere?

Der er parkering ved Caminito del Rey besøgscentret (“centro de visitantes”). Herfra kommer man til at tage shuttlebus 2 gange; først hen til indgangen og efter turen tilbage til besøgscentret.

Alternativt kan man parkere tættere på indgangen. Dermed kan man gå til indgangen og nøjes med én tur med shuttlebussen når man skal tilbage til indgangen efter turen.

Kongestien Caminito del Rey

Hvor kan man spise?

Der er restauranter både ved indgangen og ved udgangen.

Vi kan anbefale La Garganta (ved udgangen) og El Mirador (ved indgangen). Det er en fordel at bestille bord.

Der er ingen restauranter ved besøgscentret.

 

 

Læs vores artikel om hvordan man får billetter her: Billetter til Caminito del Rey

Kongestien Caminito del Rey